Retningslinier for sommerture

Sommerture
Alle betaler ligeligt – både til fællesomkostninger og til forscenarier (uanset om man deltager).
Eneste undtagelse er de voksne hjælpere på junior-ture, som kommer gratis med.

Så tidligt som muligt laves en fast tidsplan hvori datoer for følgende er besluttet:
– Infobrev til alle potentielle deltagere (med bl.a. alle datoer indtil infomøde)
– Tilmeldingsfrist og frist for baggrundshistorier
– Betalingsfrist for fællesomkostninger
– Infomøde, primært for tilmeldte
– Afmeldingsfrist til evt. arbejdsweekend
– Evt. arbejdsweekend
– Afgang til scenariet for opstilling
– Afgang til scenariet for resten af spillerne
– Afhentning fra scenarie
Alle møder, forscenarier og lign. skal indkaldes med mindst 2 ugers varsel (helst 3 uger).
Det er også vigtigt i god tid, at sørge for at de arrangører der har brug for det, kommer på førstehjælpskursus.
Man kan vælge at holde et eller flere forscenarier for at komme i steming.

Arrangørgruppe og voksne medhjælpere

Til junior-ture skal der for hver 10 (forventede) tilmeldte børn skal der være 1 voksen hjælper. Der skal dog mindst være 2 voksne hjælpere. Disse voksne behøver ikke være medlemmer af foreningen, men kan sagtens være deltageres forældre. De voksne hjælpere kommer med til scenariet gratis (men der er til gengæld store krav og opgaver til dem).

De voksne hjælperes opgaver er følgende:
– Være til stede hvis deltagere bliver utrygge ved situationen.
– Eventuelt kunne køre med deltagere på skadestuen (helst i egen bil).
– Opfordre deltagerene til ikke bare at hænge i lejren, men at komme ud og opleve ting.
– Altid at være mindst een voksen til stede i lejren.
– Spille tilbagetrukne roller.
– Sætte lejr op, pille ned og generelt løfte tunge ting.

De voksne skal ikke:
– Fungere som kok eller opvasker.
– Spille roller, som er vigtige for plot eller andre spilleres oplevelse.
– Være holdledere.
– Spille NPC eller monster for arrangørerne.
– Deltage aktivt i spillet – hvis man vil deltage aktivt skal man betale som alle andre deltagere. De kan dog godt fungere som en slags kulisse, ved f.eks. at spille den senile bedstefar, som næsten ingen taler med.

Arrangørerne og de voksne hjælpere laver i fællesskab en vagtplan for hvem der er hvornår i lejren.